Hi ha
Så skulle den lige komme igen, og med endnu stærkere kraft, det grå guld er den store fremtidige byrde, den gennemsnitlige levealder stiger med 7,5 time i døgnet og vil ødelægge vores økonomi i fremtiden.
Jeg erindrer noget om at det på et tidspunkt var et væsentligt velfærdsmål at få folk til at leve længst muligt.
Og det har jeg da selvfølgelig en mening om:
Hvorfor er det lige at man ønsker at hæve den gennemsnitlige levetid?
Så vidt jeg husker bliver mændene til ca. 74 og kvinderne længere.
Vi har da en lavere gennemsnitlig levetid end de lande vi normalt sammenligner os med, men hvad er pointen?
Er det ikke ved at være lidt antikveret at måle velfærd på levetid i vores del af verden?
Jeg kan forstå man måler i lande hvor der afspejles et ikke-fungerende sundhedsvæsen, krige, sult etc. men det der slår os ihjel er livs-stil og det faktum at man rent faktisk dør af at leve.
Vi har alle basisforudsætningerne for at leve rigeligt længe i forhold til tidligere tider, så det vi dør af er dels arvelig livslængde, vores placering i samfundet og vores personlige valg.
Hvilket så får mig til at spørge om det vi burde basere vores velfærdsvurderinger på ikke burde være vores generelle tilfredshed med vores livssituation.
Og det mener jeg jo giver et andet billede af Danskeren end det der afspejles i de normale fysiske statistikker.
De er nemlig rimeligt godt tilfredse i forhold til de lande vi normalt sammenligner os med.
Meeeeen der er lige den hage at da man bruger fysiske statistikker til at vurdere vores velfærd, så ser man sig nødsaget til at komme efter rygerne, de fede, dem der kører store biler, dem der ikke motionerer og i øvrigt alle andre der ikke lige er helt inden for rammerne af definitionerne på fysisk velfærd.
Det forbedrer ikke de danskeres livskvalitet, og helt garanteret ikke deres fysiske velvære og levetid, at blive udnævnt til paria’er.
Personligt er jeg super storryger, og har det ualmindeligt fint med det.
Til gengæld er jeg ret ligeglad med at blive behandlet for den kræft som jeg iflg. alle advarsler, Kræftens Bekæmpelse og hvem der ellers er, uvægerligt vil få.
Jeg vil nok mene at den lungecancer jeg jo vil få vil blive opdaget så sent at jeg vil have ca. 3 mdr. tilbage, og sådan er det.
Jeg behøver ikke en behandlingsgaranti.
Jeg sidder også i køen på Motorring 3 hver morgen. Det skyldes min fleksibilitet i forhold til at påtage mig arbejde.
I den kø bevæger jeg mig med ca. 20 Km/t, mens jeg inhalerer udstødningsgasser og erhververver mig “Taxiknæ” og let brok.
Jeg tror ikke den danske stat har tænkt sig at udvide strækningen til 10 spor, eller sørge for at jeg kan få offentlig transport til døren af hensyn til min levetid selv om det er sundheds-skadeligt
Men min livskvalitet/tilfredshed ville nu være bedre.
Så måske var det på tide at omlægge kriterierne for vurdering af velfærd?